“Hva så?!”:

I Hva så?! lyder konceptet således: Komiker Christian Fuhlendorff går en tur med et menneske, som han på den ene eller anden måde finder interessant. 

Meningen er ikke, at Fuhlendorff skal interviewe sin gåmakker, men i stedet er målet at få en god, udbytterig samtale – og gerne en samtale, hvor emnerne har noget tyngde, og der er lidt på spil. 

I skrivende stund har Fuhlendorff udgivet mere end 500 episoder, hvilket vil sige, at han har været på mere end 500 gåture med et utal af forskellige personligheder. 

Uanset hvilke mennesker du finder interessante, burde podcastens bagkatalog derfor efterhånden byde en del episoder med appel til dig.

Evigt nysgerrig og på sin helt egen måde dygtig til at snakke med mange forskellige typer mennesker

Er man fast lytter af Hva så?!, så ved man, at Fuhlendorff med jævne mellemrum refererer til sig selv – og særligt sit fortidige jeg – som en anelse socialt akavet og ikke nogen verdensmester i at opbygge nye relationer.

Der kan da heller ikke herske nogen tvivl om, at Fuhlendorff ikke er som flok er flest; han er sin helt egen. 

I mine øjne er han dog i den grad vokset fra at være socialt kejtet og udfordret. Gang på gang demonstrer han nemlig en imponerende evne til at finde fælles fodslag med mange yderst forskelligartede gæster, og som regel får han via sin væremåde og sine spørgsmål – som til tider både kan være en anelse atypiske og modige – katalyseret interessante samtaler med tyngde. 

Hva så?! byder på en yderst interessant vekselvirkning mellem hyggelig, venskabelig smalltalk og dybe, reflekterede snakke, og det er åbenlyst, at mange gæster åbner meget mere op over for Fuhlendorff omkring personlige og private forhold, end de tidligere har gjort i andre interview-sammenhænge, hvilket er blandt podcastens helt store styrker.

På mange måder leverer podcasten et befriende, spændende indblik i hidtil ukendte forhold for en række af de mennesker, der pryder forsiderne, og som udadtil lever fede liv blottet for udfordringer og nedture.

Denne virkelighedsopfattelse ryster podcasten dog godt og grundigt ved, og det er fedt.

Med jævne mellemrum åbenbarer podcasten nemlig, at selv de største stjerner i dansk showbusiness plages af en masse tvivl – ofte om deres egen formåen og talent – og en masse nedture. Og det – at mange af Fuhlendorffs gåmakkere åbner omkring svære ting i tilværelsen og tvivlen, der nager – får dem på ingen måde til at fremstå som svage, hvilket ellers kunne være et argument for at holde igen. Tværtimod konnoterer ærligheden stor styrke og bevirker, at rigtig mange af gæsterne fremstår som helstøbte, afrundede mennesker som os andre.

Fuhlendorff tilgår sine gæster med en herligt afvæbnende ærlighed

En af hovedårsagerne til, at rigtig mange af podcastens gæster vælger at åbne op og dele mere intime og personlige detaljer end sædvanligt, er uden tvivl, at Fuhlendorff selv er hudløst ærlig og selvudleverende. 

Han har uden tvivl – måske underbevidst – luret, at hvis man skal have noget, må man også give noget, og blandt andet derfor tøver han ikke med at dele nedture, tvivlstanker samt sårbarheder med sine gæster.